Jesper Sørensen er lektor ved Institut for Kultur og Samfund hos Aarhus Universitet.
Han forsker blandt andet i religionsforskningens forskningshistorie, nye religioner og ritualer og har bl.a. skrevet ”Magi” i den populære bogserie ”Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag.
Jesper vil fortælle os om ”Magi – en del af den menneskelige natur”:
Voksne tror sjældent, at skyer er levende, at julemanden virkelig bor på Nordpolen, eller at en heks kan forbande os. Men vi går glædeligt til en alternativ behandler for at få has på vores rygproblemer, til numerolog for at fremme karrieren eller til astrolog for at få råd om parforholdet.
Magien er altså ikke forsvundet fra den moderne vestlige verden. På trods af over to århundreders videnskabelige fremskridt, oplysning og velstandsstigning benytter vi stadig magisk tænkning i en række situationer.
Magien er naturligvis presset af videnskaben og den teknologiske udvikling. Det barnløse par besøger en fertilitetsklinik i stedet for den kloge kone, og er vi syge, tager vi til lægen. Det er først, når teknologien svigter os, eller det teknologiske fix giver uventede bivirkninger, at vi igen søger mod det magiske ritual og dets skjulte virkning.
Magien er altså til en vis grad presset ud af det officielle verdensbillede. Så meget mere bemærkelsesværdigt er det, at magiske forestillinger og ritualer overlever den dag i dag. Magi er formentlig så indgroet en del af den menneskelige natur, at den altid vil komme til udtryk på en eller anden måde.
Du kan læse mere om Jesper Sørensens bog og finde links til radiooptrædener her: http://da.unipress.dk/udgivelser/m/magi/
DelFølg